Verdis Requiem for fuld tråd og nitter

Hvis jeg fortæller dig, at der findes musik, som bygger på en kombination af æstetiske principper fra både heavy-metal og en bred pallet af klassisk musik, hvad siger du så? Utænkeligt? Det er ikke desto mindre tilfældet for en stilart, som brød frem i 1980’erne med navne som Ritchie Blackmore fra Deep Purple, Paul Gilbert fra Razor X og den svenske guitarist Yngwie Malmsteen.

Når man bevæger sig ind i et ukendt område, må man givetvis gøre sig sine udfordringer bekendt, og jeg har snakket nok med såkaldte ”metalhoveder” til at vide, at genreinddeling af bands giver evig anledning til diskussion blandt metalfans – en diskussion, som jeg ikke agter at tage del i. Jeg vil derfor i denne sammenhæng henvise til det pragmatiske genrebegreb, som man kan læse mere om i mit tidligere blogindlæg The Beards – er ”skæg” en genre?, og afgøre, at bandet Symphony X, som jeg skal komme mere ind på, bl.a. befinder sig i genrerne neoklassisk metal, symfonisk metal, progressiv metal, mytologisk metal og eksperimenterende metal, alt efter hvilken kontekst de fremhæves i.

Jeg vil fremadrettet bruge genrebetegnelsen neoklassisk metal, da det efter min bedste overbevisning omfatter stilistiske karakteristika som progressivitet, virtuositet og en trækken elementer fra den klassiske musiks æstetik. Et eksempel på neoklassisk metal kan høres her, hvor en af genrens største skikkelser, Yngwie Malmsteeen, spiller sit nummer, Trilogy Suite opus 5.

Selvom foreningen mellem heavy-metal og klassisk musik forekommer speciel, så er det ikke noget nyt, at genrer henter inspiration fra hinanden, blandes, og at der derved opstår nye genrer – måske er det nærmere et kendetegnende træk. Nyere er derimod tendensen til ikke blot at lade sig inspirere, men også direkte at kopiere bidder af andres musik ind i sin egen. Denne praksis kaldes sampling og er måske mest kendt fra hiphop og remixes, hvor man ofte genbruger sekvenser fra eksisterende musikindspilninger i komponering af ny musik.
Et sample er dog ikke kun en musikfaglig term men kan i en bredere optik betragtes som en byggesten i postproduktion, hvor man anvender noget eksisterende i udarbejdelsen af noget nyt.
I følgende eksempel fra værket V: The New Mythology Suite inddrager Symphony X flere sekvenser fra den dommedagsbetonede Dies irae-sats fra Giuseppe Verdis Messa da Requiem (hør den her), dog omarrangeret og indsat i en diametralt anderledes kontekst.

Eksempel: Symphony X: “A Fools Paradise”, V: The New Mythology Suite, Inside Out, 2000

Hvor selve værket i den rytmiske musik ofte ses som optagelsen eller albummet, så ses selve værket i den klassiske musik ofte som den skrevne musik. Derfor vil jeg mene, at  samples kan være bidder af nodemateriale fra klassisk musik, såvel som det kan være bidder af optagelser fra rytmisk musik.

”Okay, fair nok”, tænker du, ”men hvorfor kalder du Symphony X’s brug af Verdis nodemateriale for sampling og ikke blot parafrasering eller reference?”

Jeg ser det sådan, at der mellem sample og parafrasering eksisterer samme forskel som mellem form og indhold. En parafrasering er ikke en eksakt gengivelse, men en omformulering af et bestemt indhold. Samplet er derimod en gengivelse af formen uden fast indhold. Forskeren Nicolas Bourriaud har om musik lavet af samples sagt, at ”samplet ikke længere repræsenterer andet end et fremspring i en skiftende kartografi. Det (red: samplede) er fanget i en kæde, og dets betydning afhænger blandt andet af dets placering i kæden” (Nicolas Bourriaud: Postproduction, 2002, uautoriseret oversættelse).

Samplets betydning er altså ikke fastlagt men afhængigt af bl.a. kontekst.

Ser vi dermed Dies-irae-sekvensen som et sample, begriber vi også lettere inddragelsen af en katolsk dødsmesse på et konceptalbum, som baserer sig på oldegyptisk mytologi, historien om Atlantis’ undergang og temaer som balance, orden og kaos – altså som en form med en kontekstafhængig betydning.

Leave a Reply