Vinylfeberen: Den nye lakfetichisme

2013 har været et eksplosivt år for vinylpladen, hvor vi købte dobbelt så mange som sidste år. Over hele verden strømmer musikelskere til pladebutikkerne for at finde tilbage til en svunden tid, hvor musikoplevelsen var mere end bare at afspille et nummer.

Af: Oda Bagøien Hustad.

Det hele starter med udvælgelsesprocessen. Du skimmer udvalget igennem og giver dig selv en idé om hvilke alternativer, du har. Inderst inde ved du godt, at det er det indre som tæller. Men du kan ikke lade være med at tiltrækkes af udseendet. En pæn indpakning gør hele oplevelsen meget bedre.

Når du har fundet din udkårede, begynder det sjove. For det er der, du begynder med at skrælle det ydre af og opdage det, der findes indeni. Det er der du oplever det, der gør den enkelte spændende og speciel. Anatomisk ligner de alle hinanden på indersiden. Men de har forskellige farver. Nogle er lyserøde, andre er hvide, mange er sorte.

Din oplevelse bliver fuldendt og du får endelig det, du har ventet på. Du trækker pladen ud af omslaget, smider den på afspilleren, sætter pickup-nålen til. Så er der ikke andet at gøre, end at sætte sig tilbage i lænestolen og nyde de næste 30-45 minutter. Og mange andre steder i verden sidder andre som dig og gør præcis det samme. Vinylfetichismen er et eksplosivt, voksende fænomen i vores tid. Men hvorfor er vi egentlig så glade for dette snart 100 år gamle musikformat?

 

Nostalgi og “retromani”

Der findes mange meninger om hvorfor vinylpladen har fået sin renæssance. Et af de heftigste diskussionstemaer er lydkvaliteten. Nogle hævder at den simpelthen bare er bedre på vinyl. Det er delvist sandt, skriver musikjournalist Marc Burrows i et blogindlæg på The Guardians hjemmeside. Vinylformatet rummer nogle frekvenser som CD-pladen og Mp3’en ikke rummer. Du skal bare have et musikanlæg der er en lille formue værd for at kunne høre forskellen.

Andre hævder at den knasende lyd af en støvet pickup mod pladerillerne er hyggelig og at den vækker nostalgiske minder. Det er et godt eksempel på det som musikteoretikeren Simon Reynolds kalder ”retromania” i sin bog med samme navn fra 2011, hvor han skriver at dagens populærkultur kigger tilbage mod fortiden og prøver at genopfinde den.

Spencer Hickman, koordinator af Record Store Day som er årets største højtidsdag for vinylpladen, mener dog at vinylrenæssancen handler om mere end nostalgi. I et indlæg i The Mirror fra oktober i år pointerer han at 35 % af vinylkøberne er under 35 år gamle, og 15 % er under 24 år. En stor del af vinylpladens fanskare er med andre ord vokset op i Cd’ens og mp3ens tidsalder. Så hvordan kan vi ellers forklare vinylpladens øgende popularitet?

 

Ritualet i musikoplevelsen

En god forklaring er ifølge bloggeren Indigo Trigg-Hauger at vi i vores digitale tidsalder længes efter et fysisk produkt som vi kan se og røre ved. Objektivt set ville Cd’en være et mere oplagt valg end vinylpladen, med sit mindre pladskrævende format og længere spilletid. Bloggeren skriver dog i sit indlæg ”The Nostalgia of Vinyl” at det hele handler om en modreaktion på vores nutidige ”shuffle-kultur”, hvor det er blevet for nemt at spole frem til sine yndlingsnumre på en plade i stedet for at lytte til hele albummet som en sammenhængende musikoplevelse.

Vinylpladen er i denne sammenhæng et bedre alternativ end Cd’en. Lytteren bliver tvunget til at tage stilling til pladen på en anden måde og skal betjene pladespilleren manuelt for at hoppe over et eller flere numre. Pladen skal også vendes midtvejs. Vinylpladen tager os med andre ord tilbage til den tid, hvor et album var en komplet musikoplevelse i stedet for en samling enkeltnumre, og hvor lytning var en aktivitet mere end bare en handling.

Leave a Reply