Folkemusik og fællessang

De fleste af os har sunget dem, hørt dem, måske spillet dem og har på en eller andet måde et forhold til dem. Men hvordan er det nu lige det er med fællessang og traditionel musik, som i nyere tid betegnes folkemusik. Denne giver et kort vue over fællessangens og folkemusikkens historie fra starten af det 20. århundrede, med fokus, for folkemusikkens vedkommende på betydningen af denne fra ungdomsoprøret i slutningen af 60’erne og frem til i dag, hvor politisk indhold og brug har spillet en rolle. Fællessang og folkemusik har været en stor del af Danmarks, og mange andre nationers, historie, mens bevidstheden om at skulle gøre det rigtige altid har optaget os som mennesker og altid har været genstand for diskussion.

En ny måde at synge på

Førromantisk enkelthed prægede melodierne i Carl Nielsens (1865-1931) og Thomas Laubs (1852-1927) udgivelser En Snes Danske Viser (1915 og 1917), og afløste det romantiske og senromantiske præg af melodik og harmonik, der indtil da var fremherskende. I første omgang var udgivelserne tiltænkt solosang, men blev hurtigt inddraget i fællessangsrepertoiret, ikke mindst via højskolerne. I mellemkrigstiden skabte, blandt andre, Oluf Ring, Thorvald Aagaard og Otto Mortensen mange melodier, der stadig er en del af ”den folkelige sangbog”. Den antiromantiske og usentimentale stil, der vandt frem i tiden, underbyggedes af Laub’s tilbageførelse af salmerne til reformationens tid (Dansk Kirkesang 1918). De nye melodier var mere friske og lagde op til en ny måde at synge på, hvilket slog i gennem da Aksel Schiøtz’ første plade med danske sange kom ud i 1938. Den nye måde at synge på var mere fast, hvor man førhen havde tilladt blandt andet langsomme glissandi (glidende overgange, red.) til høje toner, tydelige registerskifte (fx mellem fuldregister og randregister), fri vibrato og stor forskel på svagt og kraftigt, var dette ikke længere tilladt i samme udstrækning. Et eksempel på forskellen mellem måderne at synge på, kan illustreres med indspilninger af Peter Heises Husker du i høst?/Lille Karen, med henholdsvis Lauritz Melchior og Aksel Schiøtz som sangere.

Paradigmeskiftet i måden at synge på kom til udtryk i Højskolesangbogens  repertoire (1940) og ligeledes i Den danske Koralbog (1954), begge med Mogens Wøldike som medredaktør. Wøldike var elev af Laub og var derfor meget tro mod den stil Laub og Nielsen havde arbejdet på tidligt i århundredet. Det var samme Wøldike, som i 1922 og 1924 dannede henholdsvis Palestrinakoret og Københavns Drengekor, hvor specielt Palestrinakoret med Laubs salmer skabte en stil, der igen var mere nænsom og blufærdig i udtrykket end romantikkens og senromatikkens mere svulstige stil. Den nye stil var moderne med sin insisteren på et udtryk uden ”krummelurer”. I perioden blev der sunget meget i de danske hjem og ved sammenkomster af forskellig art. For mange var det store idol Aksel Schiøtz, da det var hans indspilninger, der dominerede. Dette har givetvis præget fællessangen til også i fællesskab at synge på denne ny måde, der føltes mere ensartet og personlig autentisk.

Alsang og Schiøtz

Med 2. Verdenskrigs udbrud skabtes der et endnu større behov for at synge i samlet flok (alsang) og første september 1940 var 700.000 danskere deltog i haller og sale rundt omkring i landet, for at udtrykke deres tro på et nationalt sammenhold gennem fællessyngning af danske sange. På dette tidspunkt var også radioen et vigtigt fællesskabsdannende medie, og her var det Schiøtz, der var fremherskende fortolker af danske sange og hans måde at synge på fastholdt sit tag.

Ungdomsoprør og politisk brug

Specielt 1960’erne og ungdomsoprøret skabte nye tider, både for sangen og for samfundet. En ny sangstil kom frem, mere kontant og hårdtslående idet måden at synge på var mere kraftfuld – sangteknisk; belting. Stilen var en protest mod det pæne og kultiverede. Rocken fik frit løb, kropsligheden og følelserne ligeså – stilen blev mere villet amatørisk. Med denne afstandtagen til det borgerlige og pæne, tillagde kunstnerne også deres musik en bestemt betydning i retning af mere autenticitet. I perioden tog internationaliseringen fart med blandt andet Danmarks medlemskab af EF (EU i dag). Det amatøriske kombineredes med det nationalkulturelle, der kom i højsædet hos venstrefløjen i dansk politik. Sammenkobling af venstrefløjen og folkemusik var ideologisk betinget.

Kvinderne begyndte at synge “lige ud af landevejen” – fuldregister (at synge med sin talestemme, red.) – eksempelvis Anisette og Trille, mens herrerne, fx Brdr. Olsen, holdt fast i falsetsangen, inspireret af Beatles. Der var meget fællessang, hvilket både pladeudgivelser og de mange sangbøger vidner om, og fællessangsmæssigt var det fuldregistret der vandt frem, hvilket har gjort det nemmere for langt de fleste at synge med. I 1970’erne blev denne stil indlemmet i sangrepertoiret, der udvidedes med Shu-Bi-Dua og blød pop-rock, som vandt frem, og sange som Det er i dag et vejr blev populær i en ny udførelse af Kim Larsen og ligesom Shu-Bi-Duas Vi elsker vort land igen blev fælleseje.

Syng-med pop

I løbet af 1980’erne blev sang noget man gik til, på musik/aftenskole eller til kor og korsangen fik et rygstød, mens fællessangens betydning mindskedes. Korene opdeltes i rytmiske og klassiske kor, og to lejre af repertoire opstod. Folkemusikken røg i baggrunden efter at have været ”politisk aktiv” i løbet af 1970’erne. Det var ikke længere var sangbogen, men radioen og pladerne der bestemte fællessangsrepertoiret. På scenen vandt folk som Lone Kellermann, Erik Grip, Kim Larsen og Michael Falch frem med sange, som de fleste kunne skråle med på, til trods for vanskelighederne ved at udføre dem som fællessang da ”shu-bi-dua-pauser” og synkoperede rytmer var vanskelige at have med at gøre for den almindelige fællessanger.

Stilstand og revival

Siden 1980’erne har traditionen ikke ændret sig meget. Vi mødes ikke længere om en sangbog, medmindre vi går til kor og det er stadig sange fra radioen der kendes af flest. På folkemusiksiden har der været lidt af en ”revival”. Grupper som Sorten Muld og Haugaard & Høirup har genindført folkemusikken, dog uden det politiske aspekt, hvor modstanden mod EU er lagt på hylden. Folkemusikken opfattes som verdensmusik, og er blevet en måde at promovere sit land og sin nation på. De fleste har en eller anden idé om hvad irsk folkemusik er, og hvad den står for, på trods af, det er de færreste af os, der rent faktisk ved noget om den.

Den mørke side

Der er imidlertid også en anden folkemusikalsk virkelighed. Mens mange ser den som global og progressiv har den også et andet publikum. Folkemusik altid har været der, før internettet, radioen, trykte noder etc., og repræsenterer traditionen og integriteten i vores bevidsthed, som en førmoderne, regressiv kultur, der ikke længere er en del af vores faktiske samfund. Dette er en af grundene til at man i dag kan forbinde de nationale træk i folkemusikken med højrefløjen i dansk politik, og ikke, som i begyndelsen af 1970’erne, med venstrefløjen. Eksempler fra Tyskland, hvor folkemusikstævner har været plaget af nationalistiske tilhørere, som kom for at hylde musikken som et udtryk for deres egen ideologiske overbevisning, og Sverige, hvor gruppen Hedningarna, blev sat i forbindelse med nynazister, da rygter før udgivelsen af deres album Trä, gik på, at nynazisterne havde forudbestilt albummet i stor stil.

Steffen Bach, Nov. 2011

Leave a Reply