På outsidermusikkens yderste kant med Jandek

“Smelly Cat, Smelly Cat,
What are they feeding you?
Smelly Cat, Smelly Cat
It’s not your fault”
– Phoebe Buffay fra “Venner”.

Den nok mest kendte, dog ikke anerkendte, outsidermusiker er karakteren Phoebe fra den amerikanske sitcom “Venner”. Hendes numre viser en klar mangel på rudimentære musikalske evner såvel instrumentalt, lyrisk som vokalt. Denne fritidsinteresse hun har, er blandt andet med til at jage kunder væk fra
diverse steder, hun optræder. Uden at vide det har hun skrevet sig ind i en
lang, broget og usammenhængende tradition for såkaldt hjemmelavet amatørmusik, som går under navnet “outsidermusik.”

Hvad er outsidermusik?

Genrebetegnelsen er introduceret af journalisten Irwin Chusid, som har skrevet
den eneste kendte bog om den type musik “Songs in the key of Z – The
Curious Universe of Outsider Music.”
Outsider skal forstås som udenfor
musikindustriens konventionelle marked. Det er udelukkende moderne digitale
distibutionsformer gennem download og portaler som youtube, der har gjort det
muligt for menigmand at anskaffe sig denne musik. Hvor musik af kunstnere som
Charles Manson tidligere har været notorisk svært at få fat på, kan det nu
hentes gennem få klik på en computer med internetadgang. Det vil sige at det i
dag nok stadig ikke er populær musik, men i det mindste tilgængeligt og
klar til at sprænge dine grænser og trommehinder. Irwin Chusid har gjort et
stort arbejde med at rammesætte denne meget forskelligeartede type musik som
kan gå fra nærmest at være poppet singer-songwriter musik til det mere abstrakte og svært forståelige. Sammen med bogen har han udgivet flere cd´er med
kompileringer af forskellige arter af outsidermusik. I dag er det dog nemmere at finde musikken gennem internettet, hvor en del af det ligefrem er at finde på musiktjenester som Spotify, mens man kan finde dem der er mere “langt ude” på youtube.

Forskellige arketyper

I bogen “Songs in the Key of Z” går Irwin Chusid igennem en lang række af outisderkunstnere. Her møder man blandt andet den skizofrene, svært overvægtige Westley Wilis(1969-2003), bosat i Chicago. Han synger til et syntheziser klaver, hvor hans mest kendte nummer er “Rock n´ Roll McDonalds.”  Syntheziseren serverer en nogenlunde velklingende, men syntetisk baggrund til hans meget højtråbende vokal. Dette serveres med sangtekster, som de færreste indenfor musikindustrien ville turde skrive. Her et lille udkast fra “I Whupped Batmans Ass”:

“Batman beat the hell out of me and knocked me to the floor
I got back up and knocked him to the floor
He was being such a jackoff
I wupped Batman’s ass(x11)”

To andre meget kendte eksempler på outsidermusik er pigegruppen the Shaggs og
Singer-songwriteren Daniel Johnston. Begge begiver sig ud i forsøget på at lave
popmusik, men det går grueligt galt for dem i forsøget. The Shaggs er en
lettere tragisk historie om en familie med en kontrollerende far, der desperat
ønsker succes for sine tre døtre. Til trods for deres manglende talent, betaler
han for indspilningen af deres album “Philosophy of the World”, som i
dag er et mesterværk set med outsiderøjne. Det er popmusik så tæt på opløsning
af musikalsk sammenhæng som overhovedet muligt. Dette blandet med naivistiske sangtekster udgør the Shaggs univers. Deres meget naive og søde, utilpassede tilgang til musikken giver den en autentisk umiddelbarhed, der er svær at betvivle, og som lytter kan det være svært ikke at nyde det kaos, de begiver sig ud i.

Det er især The Shaggs og Daniel Johnstons “problem”, at de måske ikke er outsidere
længere. The Shaggs har opnået enorm popularitet for deres skæve og søde
tilgang til musik. En anden outsiderkunstner, Daniel Johnston, hyldes i Politiken for at være en følsom popsnedker.

Daniel Johnston er slået igennem på at være outsider, men er man så outsider længere? De er outsidere i social forstand, da de ofte kæmper med problemer de fleste mennesker ikke har. Et grelt eksempel på dette, er Daniel Johnstons egne uønskede voldelige tendenser, da har en for ham reel frygt for dæmoner og Satan. Men er musikken outside, hvis de bliver hyldet af en godt nok begrænset, men eksisterende skare?

Hvis Daniel Johnston og The Shaggs konstituerer den mest poppede del af outsidermusikkens spektrum, hvor skal man så ud, hvis man vil længere ud? Man kan prøve med Jandek, men om det bliver et fornøjeligt møde, må ens ørekraft afgøre.

The art of Jandek

”When I was nine
I wanted a real gun
They gave me an air gun
When I was 25
I wanted you
You gave me a stone
Who are they — and who are you?” – “The real you” – Jandek.

Irwin Chusid gør i sin bog meget ud af, at stigmatisere Jandek. Jandek er weird og hans musik er ifølge ham ikke til at holde ud. Den eneste måde Jandek kan få sin musik ud på, er ved at sende cd´er til folk, der har kontaktet ham om sin musik. Chusid var en af disse og nævner i løbet af bogen sin frygt for, at en karakter som Jandek kender hans adresse.

Et nummer som ”I can se your clock” repræsenterer nogenlunde Jandek. Et stilfærdigt, dissonantisk nummer med en halvbizar tekst. Modsat de tidligere nævnte kunstnere, er der her hverken et poppet eller humoristisk element at spore. Hvor det kan være svært ikke at grine med eller af den kæmpe, skizofrene Wesley Wilis, så kan Jandek ikke rigtig betegnes som andet end svær at forstå. Som person har han ikke villet stå frem og formidler sin kontakt med omverden som indehaver af ”Corwood Industries”

Dette fabriksnavn skal ikke tages bogstaveligt. Corwood Industries er Jandek og
Vice Versa. Han som kaldes Jandek er en fiktiv musikalsk persona, og ham der repræsenterer Jandek er en ”repræsentant for Corwood”. Repræsentanten er den biologiske person, som har kunstnernavnet “Jandek. Der er nærmest tale om en treenighed af religiøse dimensioner – her Corwood, Repræsentant og Jandek.

Ja, det lyder kringlet og hans maskespil kan sammenlignes med andre kendte musikeres leg med alter egoer. Dette bidrager til Jandeks mystik, og de mere naive outsidermusikeres håb om mainstreamanerkendelse samt tro på deres egne ellers manglende evner kopieres ikke af Jandek.. Siden Chusids udgivelse har Jandek optrådt live, hvilket sætter stiller spørgsmålstegn til om man længere er udenfor, kan man stadig betegnes som outsider? Ikke færre en 100.000 har klikket sig frem til hans liveperformance på youtube. Man kan se ligheden med den unge mand, som har figureret på hans albumcovers og man kan bestemt høre, at det er Jandek.

Outside?

Det presserende spørgsmål, der melder sig, når man hører denne type musik er, om den kan blive ved med at lyde udenfor? Man bliver nødt til hele tiden at møde nye kunstnere for at høre det som udenfor, fordi det virker som om at sindet lærer at lytte til disse kunstnere, så man hører dem på samme fod som såkaldte insider-kunstnere. Man må erkende, at begrebssfæren kan være giftig og at dialektikken inside/outside blot er en måde at kunne adskille denne meget specielle type musik fra det mere kommercielt anerkendte musik.

En ting at tage til overvejelse er, om vi har at gøre med et freakshow? Mens jeg personligt kan se mange kvaliteter i denne hjemmelavede musik, er det måske også med øje for at ”se elefanten”, at man lytter til denne musik? Som filmen ”The Elephant Man” viser, så vil man, selvom man har gode hensigter, blive fascineret og frastødt af de udstødte i vores samfund. Deres ageren i samfundet bliver til en form for cirkusforestilling for os. Bliver det den tilgang man lytter til deres musik med?

Før internettet har byer altid haft deres særlinge, som man snakker om og
får et kærligt, men distanceret forhold til, men spørgsmålet bliver, om det er denne type landsbyridder, der er blevet globaliseret qua internettet? Eller, kunne man jo håbe, er det noget helt andet, der foregår. Det kunne være, at en ny type musik er blevet åbnet op for vores ører, en musik, som før var umulig at distribuere til omverdenen på grund af dens umiddelbare utilgængelighed samt ubetalelige produktionsomkostninger.

Af: Claus Strøm

Leave a Reply