Udviklingen i brugen af samples i rap og hip hop

Fælles for Hip hop og rap er, at det er samplebaserede musikformer. Brugen af samples i disse genrer, har udviklet sig fra, at forlænge et breakbeat, eller at fungere som underlægning til rap, til at blive brugt til profilering af rapperen, eller til at skabe en form for sandhed i musikken.

Til at begynde med, var brugen af samples, begrænset til at skabe underlægning for rapperne. Sugarhill Gangs ”Rapper’s Delight” fra 1979, hvor beatet beror på et sample af Chic’s ”Good Times”, benytter samples udelukkende som beat. Hvorimod Notorious B.I.G.s selviscenesættelse på Ready to die, fra 1994, viser hvordan samples, kan bruges til at levere et budskab, og styrke rapperens troværdighed. Brugen af samples har rykket sig fra, udelukkende at være råmaterialer, i produktionen af beats, til at være en potent udtryksform, der kan anvendes både rammesættene for det enkelte nummer, iscenesættende for rapperen, og som et middel til at levere et budskaber af forskellig karakter.

Samples i Realityrap.

Public Enemy lavede på deres album Fear of a Black Planet, et nummer hvor de kommenterede på opfattelsen af rapmusikken, og i særdeleshed, deres egen musik og optræden, blandt hvide amerikanere, ved at sample nogle klip fra et radioshow, hvor lytterne ringede ind med deres holdninger til Public Enemy. De samples de brugte, var nogle udtalelser fra programmet, der skabte et indtryk af voldsom intolerance og forargelse overfor Public Enemys musik og performance, blandt programmets lyttere. Men ved at sample programmet og ændre i rækkefølgen af kommentarene, fremstår både lytterne og programmets vært både uvidende og usaglige, og harmen der bliver dokumenteret i nummeret, fremstår latterlig og på ingen måde, berettiget. Nummeret var altså en skarp kommentar, på den samfundsdebat, der knyttede sig til realityrappen, på det tidspunkt hvor albummet kom på gaden.

Selviscenesættelse i gangsterrap.

Notorious B.I.G. nåede at udgive et enkelt album (Ready To Die, 1994) før sin død, og havde et album på trapperne (Life After Death, 1997) da han blev skudt, og efterfølgende døde, i 1997. Hans lyrik handlede overvejende om ghettomiljøet i Broklyn, hvor han var vokset op, og teksterne var ofte narrative. Inden rapkarrieren begyndte, var han blevet dømt for både våbenbesiddelse og salg af stoffer, og han brugte dommene for disse lovovertrædelser, til at profilere sig selv som gangster. Dette gav ham en troværdighed, der gjorde ham i stand til at fortælle, om hvordan hans opfattelse af miljøet i ghettoerne var. Ved at bruge samples af musik og reallyde, indkorporerede han desuden et dokumentarisk udtryk i sine produktioner, der var med til at understrege en form for autenticitet i hans musik, og gøre hans fortællinger realistiske.

På hans debutalbum Ready to die, lavede han en intro, hvor han præsenterede sig selv, og redegjorde for at han havde rødder i gangstermiljøet. Denne form for legitimering eller street-crediblity er enormt vigtig i gangsterrappen, hvor det ikke er acceptabelt at rappe om at sælge stoffer, hvis man aldrig har prøvet det, eller om at side i fængsel hvis man aldrig har været anholdt.

Litteratur:

Anne Danielsen, The musicalizationof ‘reality’: Reality rap and rap reality on Public Enemys’s Fear of a Black Planet; European Journal of Cultural Studies 2008; 11; 405

TOURE, New York Times. December 18, 1994

http://www.nytimes.com/1994/12/18/arts/pop-music-biggie-smalls-rap-s-man-of-the-moment.html

link fra 15/11 2011

MICHEL MARRIOTT , New York Times. March 17, 1997

http://www.nytimes.com/1997/03/17/nyregion/the-short-life-of-a-rap-star-shadowed-by-many-troubles.html?pagewanted=2&src=pm

link fra 15/11 2011

Leave a Reply