Verdens Mest Anvendte Sample?

Af Nicolas V.

The Amen Break

Der er én bestemt trommerytme, som de fleste med sikkerhed har hørt mange gange i forskellige variationer, uden at de er klar over det. Det er en allestedsnærværende rytme, som er blevet brugt i alt fra slutfirsernes gangster rap til intromusik i tegnefilm. Rytmen bliver ikke brugt i lige så stort et omfang i dag, men det har en vigtig historie, når man taler om samplebaseret musik. Denne rytme – eller “break(beat)”, som det bedre er kendt som, hedder “Amen Break” og kan høres her.

Dette break er blevet flittigt brugt og misbrugt gentagende gange over de sidste cirka 20 år, og har i skrivende stund hele 42 år og på bagen. Det stammer oprindeligt fra en melodi ved navn “Amen, Brother”, hvoraf navnet til breaket naturligvis stammer, som blev udgivet i 1969 af et funk og soul band kaldet “The Winstons”. “Amen, Brother” med det berømte break var b-siden til en single ved navn “Color Him Father”. “Color Him Father” blev et hit, og gik endda hen og vandt en Grammy for bedste R&B sang. I en mere nutidig kontekst ville man dog sige, at b-siden er mere populær end a-siden, hvilket normalvis er ganske uhørt. “Amen, Brother” kan høres i sin fulde længde her, og det berømte seks sekunder lange break dukker op ved 1:26. “Amen, Brother” forblev dog kun en b-side, og som så mange andre b-sider, så opnåede den aldrig nogen større form for popularitet blandt publikum. Derimod blev trommerytmen i midten af sangen dog genopfundet, da sampleren tilbage i 80’erne kom på markedet og blev et kraftfuldt værktøj blandt musikere.

Brugen af “Amen Break”

En sampler er et musikinstrument, som man kan importere sine optagelser/samples ind på og afvikle dem alt efter behov vha. et keyboard eller en sequencer. Herefter kan man (om)arrangere, komponere eller ændre pitch og tempo på sine importerede lyde. Sampleren, såvel som turntables, var med til at skabe den lyd, som vi i dag kender fra hip-hop. Med sampleren kunne enhver optaget lyd, trommer, guitar riffs, blæsere osv. fra andre optagelser tilpasses og bruges i en ny kontekst. “Amen Break” blev til et af de mest hyppigt brugte “samples” og kan ses som værende en af de vigtigste byggeklodser for hip-hop og elektronisk baserede musikgenre såsom jungle og drum’n’bass. Et af tidligste eksempler på eksperimentering med “Amen Break” er 3rd Bass’ “Wordz of Wisdom” fra 1989. Mere populær blev dog NWAs “Straight Out of Compton”, hvor “Amen Break” igen blev brugt.

I disse to ovenstående eksempler er der kun blevet brugt én takt fra “Amen Break” til at skabe rytmerne, hvilket man må sige er meget ligetil sampling. Men i takt med at samplerne på markedet blev mere og mere avanceret, blev rytmerne, der kunne skabes på disse samplere, lige så mere og mere avanceret. I England fik rave-festerne deres store gennembrud på cirka samme tidspunkt som NWA’s “Straight Outta Compton” udkom, og folkene bag musikken brugte samplere til at manipulere med “Amen Break” for at kunne lave rytmerne til deres techno-, jungle-, ragga- og drum’n’bass musik. Især jungle genren havde stor gavn af “Amen Break”, da det er en genre der i høj grad består af hurtige og varierende breakbeats og ved at dekonstruere “Amen Break”, var der frit valg på alle hylder. Dette blev gjort ved at dele “Amen Break” op i små bider, så hvert et bid indeholdte en lilletromme, en hi-hat, en storetromme og et bækken, hvorefter dette kunne omarrangeres præcis som musikeren ønskede det og derved skabe nye og originale trommerytmer. To meget klassiske eksempler på dette er Shy Fx’s “Original Nuttah” fra 1994 og L Double & Youngheads “New Style” fra 1996. Sidenhen er “Amen Break” blevet manipuleret så meget med, at det til tider kan være svært at høre, om det faktisk er dette sample, der er blevet brugt. Muligheden for at vride og justere “Amen Break” på højest mærkværdige måder er blevet tydeliggjort af elektroniske kunstnere såsom Venetian Snares, Hrvatski, Squarepusher og mange andre.

Chancen for at man hører et drum’n’bass eller jungle nummer på en af de utallige radiostationer på iTunes’ radiostationer, der gør brug af “Amen Break” i en eller anden form, er ganske stor. Tænder man for online radiostationen “Bassjunkees Radio” vil man som det første blive budt velkommen med en introduktion til radiokanalen, hvor “Amen Break” kan høres i baggrunden. Så selv lidt over 20 år siden jungle og drum’n’bass blev et hit, er der stadigvæk et publikum, der holder af denne genre og holder den i live ved endnu at bruge “Amen Break”. Når alt kommer til alt, kan man sige, at tusindvis af jungle/drum’n’bass numre, snesevis af subgenre og massevis af fester og arrangementer i bund og grund er blevet til pga. dette 6 sekunders lange sample fra 1969.

Copyright?

Det store spørgsmål er nu: Hvor er The Winstons? Henover de sidste mange år, har man hørt om utallige retssager, der handler om musikere, der har samplet fra andre folks musik uden at spørge om lov, hvilket som ofte ender i store erstatningssager.
Måske troede de ikke, at genrer såsom hip-hop, jungle og drum’n’bass ville udvikle sig til mere end blot minoritetsgenrer, som hurtigt ville fade ud igen? Det viser sig nemlig, at The Winstons aldrig nogensinde har fået en eneste krone i royalties, selvom “Amen Break” er blevet brugt i massevis af produktioner. Det er nemlig ikke blot musik fra undergrundens mørkeste hjørner, der har gjort brug af “Amen Break”. I takt med at jungle, drum’n’bass og hip-hop blev større og større, bed de store selskaber også på og begyndte at anvende samplet i større mainstream sammenhænge. Det var ellers her, at man normalvis ville tro, at der ville være penge at hente i evt. retssager, men selvom “The Powerpuff Girls” eller “Futurama” blev set af millioner af børn og unge verdenen over i 90’erne og 00’erne, så rykkede The Winstons ikke ud for at sagsøge folkene bag tegnefilmene, selvom trommerne er blevet til vha. deres “Amen Break”.

Eftersom rytmens popularitet var fortsat stigende og flere og flere ønskede at gøre brug af rytmen til f.eks. musik i reklamer, tegnefilm osv., begyndte tredjepartsselskaber at sælge rytmen på såkaldte sample CD’er. Et engelsk selskab ved navn Zero-G, solgte pludselig “Amen Break” på en af deres sample CD’er ved navn “Jungle Warfare” og på CD’en stod der, at de havde copyright på rytmen. Dette betød, at der pludselig var to copyrights, fra henholdsvis “The Winstons” og “Zero-G, på det samme materiale. Dette betød, at man gerne måtte bruge det sample, der var på Zero-G’s sample CD, men man måtte ikke bruge en optagelse fra originalversionen af “Amen, Brother”. Man kan derfor sige, at “Amen Break” nu i højere grad tilhørte Zero-G end “The Winstons”.

Leave a Reply