We’ll Meet Again – Vera Lynn og sangens nostalgiske betydning

– Af Andreas Riis Mandrup

Sange og musik som f.eks. ’We’ll Meet Again’ (Charles/Parker 1939) har en evne til at vække minder og skabe en nostalgisk fornemmelse. Når vi hører dem tænker vi tilbage på helt særlige situationer; eller også mindes vi blot hverdagsagtige øjeblikke, hvor denne sang optrådte. Sådanne sange er skabt under særlige omstændigheder, som er medvirkende til, at de kan bevare deres popularitet gennem mere end 70 år.

Krigen og Minderne

Den britiske indsats under 2. Verdenskrig var ikke kun af militær karakter. Vera Lynns (f. 1917) bidrag i dette totalengagement bestod i opmuntring via sang og musik til de britiske soldater og videregivelse af hilsner fra de pårørende hjemme i Storbritannien. Hendes konstante popularitet gennem de sidste 70 år vidner om betydningen af dette bidrag. ”The Forces’ Sweetheart” holdt humøret oppe for dem ved fronten og dem derhjemme, og hun forsikrede folk med sin mest kendte sang, at et gensyn ville finde sted ”some sunny day”.[1]

Krigen skabte et nationalt fællesskab på trods af den sorg og ødelæggelse, som fulgte med. Den britiske befolkning var under ”The Battle of Britain” og ”Blitzen” over London truet af en ydre fjende og måtte stå sammen og bogstaveligste forstand rykke tættere på hinanden i f.eks. beskyttelsesrummene i Londons undergrundsbaner. Den enkelte brite eller londoner kendte ikke alle de andre i fællesskabet personligt, men fordi de alle havde delt disse erfaringer etablerede der sig en forestilling om et fællesskab.[2] Det er gode og dårlige minder om denne tid, hvor man stod sammen, som bliver vækket, når briterne hører Vera Lynn synge ’We’ll Meet Again’. Dette gælder både for de generationer, som oplevede krigen på egen hånd, men også de som er født i efterkrigstiden.

Nostalgien og musikken

Der knytter sig til Vera Lynn og ’We’ll Meet Again’ et element af nostalgi. Det er en form for nostalgi, som vækker den nationale fortid og fremtid, og som værner om de fragmenterede minder og erindringer.[3] I forlængelse af nostalgien omkring ’We’ll Meet Again’ og erindringerne om 2. Verdenskrig ligger der også et spørgsmål om identitet. Gennem nostalgien og den fælles erindring opstår der en fælles identitet,[4] i dette tilfælde en britisk identitet.

Når Vera Lynn stadigvæk kan sprede glæde og genudgive gamle sange med stor succes skyldes det altså, at hun er en del af den britiske erindring om 2. Verdenskrig og en central person i en fortælling om et folk, der kæmpede, stod sammen og vandt.[5]

Der er i høj grad tale om en hegemonisk fortælling om patrioten ’Vera Lynn’.[6] Man kan endda hævde, at Vera er gået fra at være ”The Forces’ Sweetheart” til at blive ”The Nations’ Sweetheart”. Når briterne hører Vera Lynn synge ’We’ll Meet Again’, så er det ikke en længsel tilbage til svundne tider. Det er nostalgien og erindringen om et fællesskab og en fælles britisk identitet, som dukker op.

Receptionen og institutionaliseringen af personen og sangen er medvirkende til, at ’We’ll Meet Again’ og Vera Lynn fylder så meget i den britiske nostalgi og selvforståelse. Og den er medvirkende til, at så mange folk fra forskellige lande har et nært forhold til sangen og sangerinden i dag.

”Churchill didn’t beat the Nazis. Vera sang them to death…” [7]

Måske er årsagen til, at vi i dag ikke ser samme ikoner eller en ny ”the forces’ sweetheart”, at vi med massekommunikationen har taget skridtet videre og ikke længere behøver de samme samlingsfigurer.[8] Så længe briterne husker 2. Verdenskrig vil Vera Lynn og ’We’ll Meet Again’ altid være en del af denne fortælling. Radioen og grammofonen udbredte Vera Lynn’s sang således, at de forestillede fællesskabers simultanitet blev endnu mere nærværende. Gennem Vera Lynn og ’We’ll Meet Again’ fik folk en fælles oplevelse og dermed en oplevelse af fællesskab. Når hun den dag i dag stadigvæk nyder stor popularitet og anerkendelse, og samtidig kan sælge plader skyldes det ikke mindst hendes engagement og velgørenhedsarbejde for veteraner, men også det faktum, at hun efter 2. Verdenskrig har levet videre som lydspor og udgør en kulturel erindring – også for folk, som ikke har kendt hende eller levet under krigen.

Litteraturliste:

  • Anderson, Benedict, 2001: Forestillede Fællesskaber, Roskilde Universitetsforlag – oversættelse: Lars Jensen
  • Assmann, Jan 1995: ”Collective Memory and Cultural Identity” i New German Critique, No. 65, Cultural History/Cultural Studies
  • Boym, Svetlana, 2001: The Future of Nostalgia, Basic Books
  • Kayser Nielsen, Niels, 2010: Historiens Forvandlinger, Aarhus Universitetsforlag
  • Kenney, William, 1999: Recorded Music in American Life – The Phonograph and Popular Memory, 1890-1945, Oxford University Press
  • McLoughlin, Kate, 2010: ’Vera Lynn and the ’We’ll Meet Again’ Hypothesis’ i The International Literary Quarterly, Februar 2010, www.interLitQ.org

Hjemmesider:

Videoen hvor Vera Lynn optræder med ‘We’ll Meet Again’:

http://www.youtube.com/watch?v=3Drw4aZhdT8


[1] Opslag ’Vera Lynn’ Grove Music Online: http://www.oxfordmusiconline.com:80/subscriber/article/epm/16999

[3] Boym 2001, p49

[4] Assmann 1995, p130

[5] Vera Lynn gik med sin udgivelse We’ll Meet Again: The Very Best of Vera Lynn (august 2009) nummer 1 på den britiske salgsliste i september 2009 (jf. www.chartstats.com)

[6] Dog kan det diskuteres om f.eks. Pink Floyd og Stanley Kubricks brug af ikonet ’Vera Lynn’ og ’We’ll Meet Again’ går imod denne hegemoniske fortælling.

[7] Citat af komikeren Harry Secombe – fra opslag ’Vera Lynn’ på www.musicianguide.com

[8] McLoughlin 2010

Leave a Reply